FRIVILLIGHED DER UDVIKLER DIG OG DIN STAB

Del 3

Dette blogindlæg er blevet til på baggrund af tanker om det at lede frivillige. Det henvender sig altså primært til dig, som enten leder eller blot arbejder sammen med frivillige. Selvledelse og selvudvikling i arbejdet med frivillige er vigtigt. Tænk dig selv som en begrænset leder, og hjælp i stedet de frivillige til at lede sig selv – det skaber udvikling og nye muligheder, idet de frivillige på denne måde oplever frihed under ansvar i deres arbejde.

Jeg hedder Christie Roer Askholm, og jeg arbejder hos Youth For Christ (YFC) som frivillighedskoordinator. Jeg ønsker over den næste tid at dele nogle tanker med jer på denne blog om frivillighed. Der kommer 3 dele, hvoraf denne er del 3.

YFC er en landsorganisation med 5 faste medarbejdere, 23 frivillige omkring landskontoret i Aarhus, og ca. 150 frivillige gruppeledere rundt omkring i Danmark.

I dette blogindlæg vil jeg dele mine tanker om Selvledelse – altså det at motivere og supervisere de frivillige i deres arbejde.

Selvledelse i frivillighedskoordinering

Du kan ikke lede længere, end du selv har lys til”. Denne sætning hørte jeg på Missionnet-konference for 3,5 år siden, og den printede sig godt ind på min nethinde. Her var det i en ledelsesmæssig betydning, men også missionsbetydning.

Der er en vej og en sti, vi godt kan lede andre af, fordi vi selv har gået den; vi kender den, og vi kan lære fra os af erfaring. Men der er også situationer, hvor vi må stille os ydmyge overfor, at vi ikke kender vejen, lærer lidt efter lidt sammen med den, vi gerne vil lede. Vi erkender stykkevist, og vi må hele tiden være i proces om selv at lære af den anden og med den anden. Sådan synes jeg, mine erfaringer har været med at lede frivillige. Der er nogle personer og situationer, som er nemme at lede, hvor jeg i andre situationer slet ikke formår at lyse den op, før vi går vejen famlende sammen.

Jeg synes det er vigtigt at opfatte sig selv begrænset som leder. Hvis jeg har rekrutteret rigtigt, så har jeg fundet en, som gør arbejdet bedre, end jeg selv ville kunne. En som har mere viden, en anden entusiasme, tankegang og handlemåde end jeg selv. Det er der, den frivillige kan få den bedste plads, med de bedste betingelser, hvor der bliver sat forventning om noget, som er realistisk for den frivillige, men urealistisk for mig som leder. Det er der, hvor jeg ikke blot overtager og fuldfører arbejdet, når den frivillige er gået hjem, fordi jeg måske kunne gøre arbejdet selv. Nej, den gode rekruttering er, når jeg som leder stiller begrænset op, men hvor jeg er afhængig af den hjælp og assistance, som den frivillige kommer med.

Mit vigtigste arbejde i den begrænsning er at skabe rammer for, at medarbejderen kan udvikle sig, lære noget og vide, at han eller hun bidrager med noget meget vigtigt, som jeg ikke selv kunne bidrage med. Det er der, jeg opper mig, for at give den nye medarbejder en god plads i organisationen, fordi den frivillige er nødvendig for organisationens arbejde. Det er også der, jeg opper mig for ikke at ansvaret skal være eller føles for stort, så hele succeskriteriet står og falder fra den frivilliges bord. Det er en lang læringsproces, jeg erkender stykkevist, og jeg bliver aldrig færdig. Der er hele tiden noget, jeg kan lære og skal lære, når det handler om at lede andre mennesker. Jeg skal hele tiden evaluere og opsummere aftaler og forventningsafstemninger. Det er spændende, og det synes en del af vores netværksorganisationer og samarbejdspartnere også, derfor finder vi sparring i hinanden.

Supervision og sparring

En del af min selvledelse handler for mig om, at finde mennesker at spare med, og give min egen tid som supervisionsfrivillig ift. andres projekter med frivillighed. Det giver vildt god mening, at skulle forholde sig til andres ”cases” og problemstillinger, fordi ens egen verden bliver belyst for én igennem det, man oplever hos søsterorganisationen. Det er også godt at vide sig begrænset nok til, at gennemgå sin egen situation og evalueringsproces sammen med en anden som sidder med en anden erfaring end én selv.

Selvom jeg føler mig fint udrustet efter vores modul i ”Frivillighed” på 3K, så er det fantastisk at få det repeteret, eller få det belyst på en måde, som løser en misforståelse, jeg muligvis selv har skabt. Føl dig ikke for stor til at pille din ekspertise fra hinanden nu og da, det er mennesker vi arbejder med, og de er vigtigere end din faglige stolthed.

Når folk spørger, hvad jeg laver, så fortæller jeg, at jeg arbejder for en kristen ungdomsorganisation, hvor jeg får lov til at lede en masse energiske og engagerede frivillige, og hvis ikke de er det, så er det mit job at finde ud af, hvordan de bliver det igen. Hvor mange kan sige det, at udgangspunktet er engagement og energi? Og hvor mange får lov til at arbejde med at bringe evangeliet til danske unge på en måde, der samtidig udvikler en selv og ens kollegaer? – Du skulle unde dig selv at finde ud af, hvordan du finder stedet, hvor du kan udfolde din energi og dit engagement i en sag, du tror på, og hvor de tror på dig.