Hvad er god forkyndelse?

Dette blogindlæg er blevet til på baggrund af tanker og resultater fra et speciale lavet i forbindelse med ”Projekt God Forkyndelse”. Indlægget ønsker kort at redegøre for, hvad man skal være opmærksom på som afsender, når man ønsker at fortælle andre om Jesus på den bedst tænkelige måde. Læs hele specialet her: http://www.godforkyndelse.dk/downloads/

Kære dig, der gerne vil blive bedre til at fortælle om Jesus!

Jeg skriver om forkyndelse, fordi jeg brænder for at fortælle andre om Jesus – og for at gøre det på en måde, så dem, der lytter rent faktisk kan huske det.

Jeg hørte for nyligt om en påskegudstjeneste, hvor kirkesalen var fyldt med mennesker. Alle var pænt klædt og i godt humør. Men lige som prædikenen skulle begynde, blev dørene åbnet, og ind kom en møgbeskidt fyr. Han havde pjusket hår, lasede bukser og en stærk lugt af alkohol. Fyren gik langsomt op gennem kirkesalen, men der var ingen ledige pladser, så han satte sig på gulvet lige foran alteret. Hele forsamlingen stivnede ved synet, men en nydelig ældre herre, der havde ry for at være lidt gnaven, rejste sig og gik langsomt hen imod den unge fyr. Nu ventede alle, at han ville give ham en lærestreg, for han var jo meget upassende i det fine selskab! Men den ældre herre lagde sin stok og sin hat, og satte sig med besvær på gulvet ved siden af den beskidte knægt.

Så tog præsten mod til sig og sagde langsomt:

“Hvad jeg ville sige, glemmer I hurtigt,

hvad I lige har set, glemmer I aldrig”

Tre vigtige kendetegn

Sidste forår arbejdede jeg med en stor undersøgelse af, hvad tilhørerne forstår som god forkyndelse (“Projekt God Forkyndelse”), og den lille fortælling ovenfor udfolder nogle af de kendetegn, som tilhørerne fremhævede:

  1. God forkyndelse afhænger af prædikantens fremtræden

Vores fremtræden kommunikerer ofte ‘højere’ end selve ordene! For tilhørerne er meget kompetente (og kritiske!) lyttere, der straks aflæser prædikantens attitude, engagement, autenticitet og kropssprog. Er prædikantens fremtræden kedelig eller utroværdig, går der ikke mange sekunder, før vi sidder på facebook i stedet.

  1. God forkyndelse anvender eksempler, fortællinger og billeder

Et eksempel, en fortælling eller et lille billede viser sig ofte at være den del af forkyndelsen, som tilhørerne hægter hele budskabet op på, fordi det giver en tydelig kobling til tilhørernes hverdag. Det er samtidig vigtigt for tilhørerne at fornemme mennesket, der taler, ved, at prædikanten ærligt deler personlige erfaringer om, hvordan budskabet berører hans eget liv.

  1. God forkyndelse forstyrres af dårlig fremførsel

En af de mest bemærkelsesværdige oplysninger fra undersøgelsen var for mig, at hele 48 % af tilhørerne anfører ‘monoton stemmeføring’ som den hyppigste årsag til, at de ikke får noget ud af forkyndelsen.

Men det vigtigste er stadig…

Tilhørernes besvarelse afspejler altså tydeligt, at forkyndelsens form er af afgørende betydning for god forkyndelse. Men det er ikke ligegyldigt, hvad prædikanten prædiker. Undersøgelsen viser, at Bibelen tillægges den største betydning som den grundlæggende autoritet for god forkyndelse. Forkyndelse kan være nok så kreativ, levende og autentisk, men den bliver først god, når den øser af Bibelens kilder og peger på Jesus som verdens frelser!

Næste skridt

Mine bedste råd til at træne det med at fortælle andre om Jesus er derfor:

  1. Læs en masse i Bibelen
  • Dyk ned i de forskellige skrifter – bed – og lad dem forme dit billede af Gud og din brænd for at vise andre hen til Jesus
  1. Få en prædiken-makker
  • Spørg en ven om han eller hun vil vandre sammen med dig, så I kan give hinanden ærlig feedback på, hvad der virker godt og skidt, når I fortæller andre om Jesus.

PS

Hvis du om et par timer skal genfortælle denne artikel til en ven, hvad tror du så, du kan huske mest detaljeret? Mit gæt er: Fortællingen!