Blog Om Lovsangsledelse

Ledelse af lovsang til Gud

Dette blogindlæg ønsker at pege på Gud midt i tanker om evner, passion og udmærkelse i forbindelse med ledelse af lovsang. Det henvender sig altså primært til dig, som leder lovsang, men det er også tanker til dig, som på anden vis har en gave, som er givet af Gud.   

Jeg er en af Guds døtre og hedder Maja Rugager. Jeg er 25 år og bor i Aarhus. At jeg altid prøver på at se på mig selv som en Guds datter, og dermed ser mig selv med Hans kærlighedsblik, er essentielt for mig som kristen. Når jeg husker på det og lader det være mit udgangspunkt i min tjeneste, oplever jeg mig hel i det, jeg gør og i, hvem jeg er.

Noget der igennem de seneste år er begyndt at fylde mere ift. hvem jeg er, er min tjeneste som lovsangsleder i min kirke og i andre sammenhænge. Jeg oplever det ofte som en meget stor udfordring at stå foran andre mennesker, og jeg kan føle mig enormt blottet på den måde, at mit kropssprog og forhold til Gud bliver synligt for andre mennesker. Samtidig har jeg også oplevet en enorm velsignelse i at turde at være personlig og ærlig i min ledelse. Jeg har ikke nødvendigvis mere styr på mit forhold til Gud end ham eller hende, der sidder på bagerste række, og det er vigtigt for mig at være tydelig i, at jeg ikke føler mig som mere end andre, når jeg lovsynger. Jeg gør en dyd ud af at have begge ben på jorden og fortælle min menighed, at vi er en familie, og at vi ung som gammel skal se, bruge, høre og erfare af og med hinanden. Jeg bruger min kristne familie enormt meget til fastholdelse i tro og til at blive klogere på, hvem Gud er. For noget tid siden sagde en fra min kirke, at lovsangen var en meget vigtig del af gudstjenesten for hende, fordi det var der, hun havde mulighed for at sige noget igen til Gud og give svar på nogle af de ting, Han sagde hende gennem gudstjenesten. Sådanne tanker og erfaringer kristne imellem, gør os rigere i vores kristenliv hver især og sammen.

Det har været en længere proces og det har taget mig noget tid at finde mit ståsted ift. at lede lovsang. Jeg blev nok i mine teenageår mere bevidst om, at Gud havde givet mig en gave i min stemme, men når jeg ser tilbage, havde jeg tydligt for meget fokus på min egen kunnen. Da jeg flyttede til Aarhus og startede i min kirke, ville jeg rigtig gerne være med i et lovsangsband, men igen når jeg ser tilbage, er jeg taknemlig for, at der ikke lige var en mulighed for det med det samme. Alle de nye og spændende mennesker gjorde, at jeg igen havde alt for meget fokus på mig selv, og jeg var endnu ikke klar til at sætte Gud over mig selv i lovsangen. Jeg synes, det er helt pinligt at indrømme. Da jeg endelig kom i gang, var jeg faldet til ro og havde fået prioriteringerne i orden. Kort efter min begyndelse, blev jeg meget syg og så lovsangen fra en helt anden side. Glæden og lovsangen var i nogen tid mere fjern for mig end nogensinde før. Som tiden gik, blev jeg alligevel afhængig af Gud og søgte i stilhed lovsangen mere og mere – og efter kun at have været til stede som lyttende i nogle måneder, kom min sang stille igen. Lovsang kan noget! Jeg tror, håber og går på, at Gud bruger mit liv i sin tjeneste. Det har kun gjort min glæde ved lovsangsledelse større. Jeg elsker at opleve den kraft, der er i musik og i lovsang. Jeg har oplevet, at lovsang leder mennesker til Gud, og jeg føler mig enormt beæret over at få lov til at pege på Jesus gennem musikken.

Jeg tror, at vores baggrund og opvækst for mange har meget at sige ift. vores oplevelse af lovsang i dag. Mange – der iblandt også mig selv – forfalder nok ofte til tanken om at lovsang med fest og farver er for de unge, mens salmesang er for de gamle. Men jeg tror ikke, man kan skelne på den måde. I sommer mødte jeg en mand på knap 80, som kom og sagde til mig efter en lovsangsaften, at det var noget at det bedste, han længe havde oplevet. Noget med ”kapaw!”, som han sagde og ligeledes kom en midaldrende kvinde til mig og sagde, at hun og hendes menighed var så begejstrede for at blive ledt i lovsang og endelig få plads til at synge og danse deres pris ud. Der er så mange aspekter og sider af lovsang og den kristne menighed, og det er svært at komme omkring alt. Der er noget sundt og godt ved lovsangen som glædessang med pris og dans, men for mig er lovsangen også de stille sange, bønnerne og de lange tunge salmer, som taler sande og levende ord, hvis man vil høre dem. Lovsang kan noget og er mange ting. Den kan være stærk for mig i det lille fællesskab med en guitar og ti mand der synger af deres lungers fulde kraft. Den kan være stærk for mig i det store fællesskab, hvor jeg bare lytter og mærker bønnerne og lovprisningen fra de mennesker, der er omkring mig. Den kan være stærk for mig med band, dans og lysshow. Alt sammen så længe der bliver peget på, at det er Gud der er Herren.