Værftet: Fra idé til handling

Dette blogindlæg handler om en skaterhal, et indendørs legeland og en lille café. Alt dette er blevet til, fordi en gruppe unge kristne fra Nexø på Bornholm fik en idé og handlede på den. Har du fået et kald fra Gud, og er du i tvivl om, hvorvidt du skal føre din idé til dørs, så læs med her. Måske der er lidt inspiration at hente…

Værftet er i dag en skaterhal, et indendørs legeland og en lille café.

Skaterhallen kom i 1999, fordi en gruppe unge kristne fik en god idé. Vi manglede et sted at skate og hænge ud, og det fandt vi så – et nedlagt skibsværft på havnen i Nexø. Ramper og rails blev bygget efter skoletid og arbejde, og pludselig havde vi et sted, som vi i fællesskab havde bygget op.

Senere er der også kommet et legeland og en lille café til. Og det er igen fordi, vi fik en idé og kunne se, at der manglede et indendørs sted for børn på Bornholm, hvor de kunne lege og tumle rundt. Caféen i sammenhæng med legelandet synes oplagt.

Ser vi 15 år tilbage til, da vi åbnede for første gang, var der ikke meget, der pegede på, at vi ville være her, hvor vi er i dag. Stedet er drevet af frivillige og besøges årligt af 10-12.000 gæster. Ud over almindelig åbningstid tilbyder Værftet også klubtilbud for børn og unge, og vi holder i den sammenhæng en lang række events, fordi vi gerne vil være sammen med de lokale børn og unge, og fordi vi ønsker at vise dem, hvem Gud er.

Det er simpelthen så fedt at være med til at bygge noget op fra bunden og opleve, hvordan det vokser og kommer andre til gavn. Tænk sig, at det hele startede med noget så banalt som en god idé og et tilsyneladende behov. Mange skatede på det tidspunkt, hvor vi åbnede skaterhallen, så det var helt naturligt at lave et fedt fællesskab omkring det. Det sammen gælder nu, hvor vi er blevet lidt ældre, og nogle af os har fået børn. Det har været tydeligt hele vejen igennem, at Gud har guidet os og lagt os idéer på hjertet. Idéer, som har været tæt forbundet med vores interesser og evner.

Jeg har i alle årene været med som frivillig, men er nu blevet ansat som koordinator for alle aktiviteter i Værftet. Personligt har jeg oplevet, at Gud har udrustet mig, og givet mig evner til at komme i kontakt med en masse mennesker og koordinere et solidt frivilligt netværk. Derudover får jeg ofte lagt nye idéer på sinde, som jeg selv eller andre frivillige kan arbejde videre med. Alle frivillige byder ind med forskellige evner og idéer, og det er alt lige fra at gøre rent, passe café, dekorere lokaler, bygge nye aktiviteter, udvikle idéer, fundraising, økonomi etc. Der er brug for alle!

Du kan se billeder og læse mere på hjemmesiden www.værftet.dk

Dorthe Pedersen / Værftet / YFC Danmark